Stiftet i 1937 Medlem af FSKBH under DFIF www.f-u-d.dk

Stiftet i 1937 Medlem af FSKBH under DFIF www.f-u-d.dk

Referat af FUD`s Generalforsamling 2019

Afholdt onsdag den 21. oktober kl. 18.00 2020

Mødet blev afholdt på Platanvej 5, 1810 Frederiksberg C. 50 meter fra Frederiksberg Alle’ metro station(m3)

1. Valg af dirigent.

                     2. Protokol(sidste års referat, se www.f-u-d.dk).

                     3. Beretning fra formanden.

                     4. Orientering fra kampfordeler.

                     5. Regnskab ved kassereren.

6. Fastsættelse af kontingent.                 

                     7. Indkomne forslag.

                         Forslag 1: Ændringer i § 4

                         Forslag 2: Ny § 8.

                         Se bilag på ovenstående to forslagsændringer.

                     8. Valg.  På valg er:

                            Best. medlem for 2 år Bo Kragh Larsen. Genopstiller

                     Best. medlem for 2 år John Mikkelsen. Genopstiller

Best. medlem for 2 år Mogens Høireby. Genopstiller

Bilagskontrollant for 2 år Villy Nielsen. Genopstiller

                     9. Evt.

  1. Michael Kofoed blev valgt som dirigent, og mødet blev indkaldt den 2. juli 2020. Michael spurgte til indkaldelsen, da generalforsamlingen skulle være afholdt i 1. kvartal, men ingen havde indvendinger mod dette, grundet Coruna-situationen. Michael Kofoed gennemgik punkterne.
  2. Ingen forlangte protokollen læst op.
  3. John Forchhammer gennemgik beretningen. Her refereres de emner, som ikke stod i beretningen. Torben Aagerup, en høj skattet dommer, gik desværre bort i september 2019, og generalforsamlingen holdt et minuts stilhed. Æret være hans minde.(Mindeord står under historie på hjemmesiden). Af fødselarer var Morten Fredericia(60 år) mødt op, og modtog gaver og klapsalver. Mogens Høireby(75 år) modtog gaver og klapsalver.
    Mogens Høireby blev årets dommer 2019, og modtog gaver og klapsalver.
    Michael Kofoed nævnte nogle overbliks-punkter fra beretningen: Der er ikke så mange deltagere til festerne mere, lidt om opdelingen i kampfordelerrollen, årets dommer 2018 og 2019. Beretningen blev herefter taget til efterretning.(Se beretning nedenfor).
  4. Søren T. Holm gennemgik kampfordelerinformationen. Her refereres emner, som ikke er nævnt i kampfordelerinformationen: FA 2000 stævnet 2020 blev aflyst grundet Coruna.
    Erhvervs-skole-stævnet blev ikke til noget i 2020, og det er et spørgsmål om det bliver til noget fremadrettet. Brian Andersen og Michael Kofoed kunne informere om julestævne og Five-A-Side, samt indendørs, hvor der var en 25 % fremgang i forhold til året før. Michael Kofoed afsluttede punktet, og kampfordelerinformationen blev taget til efterretning.(Se kampfordelerinformation nedenfor)
  5. Bo Kragh Larsen gennemgik regnskabet i grove træk: Indtægterne er faldende, hvilket skyldes færre kampe. Der var et underskud på 24.980,97 kr., hvilket mest skyldes det nye tøj. Morten Fredericia spurgte om grunden til, at vi skulle have nyt tøj. Michael Kofoed meddelte, at der manglede trøjer til nye dommere, trøjerne var udgået, så man kunne ikke supplere op med nyt tøj. Dommere, som holdt op afleverede ikke tøjet tilbage, så aftalen omkring tilbagelevering af tøjet fungerer ikke rigtigt, ligeså manglede der sokker og bukser. Ligeså bliver en hel del af tøjet sponseret, så det trods alt ikke er en meget stor udgift for dommerklubben. Der er rigeligt tøj til evt. nye dommere.(klubben har stadig 92.391,15 kr. i diverse indeståender). Punktet blev herefter taget til efterretning.
  6. Kontingentet er uændret: 350 kr. for aktive og 175 kr. for passive.
  7. Michael Kofoed gennemgik lovændringen/tillægget til § 4. Ivan Holm kunne meddele, at de havde en advokat i klubben, som har udtalt, at tillægget ikke var nødvendigt, men man kunne godt tage det med for en sikkerheds skyld. Ændringen/tillægget i § 4 blev herefter godkendt.
    I en ny § 8 kunne Bo Kragh meddele, at det skyldtes skiftet af bank, hvor de kunne se, at FUD manglede tegningsregler. Ivan Holm sagde(i forhold til hans indsendte forslag), at samme advokat sagde, at man skulle tilføje, at der ikke sker hæftelse af gæld hverken for bestyrelse og medlemmer. EDB-udstyr bliver ændret til IT. Michael Kofoed påpegede, at lige nu, kan et mindretal i bestyrelsen optage gæld, og det burde være minimum halvdelen/flertal i bestyrelsen. John Forchhammer og Bo Kragh Larsen meddelte, at de bare have gjort, som banken havde sagt, at de skulle gøre. Ivan Holm syntes, at vi skulle tilføje: Foreningen hæfter alene for sine forpligtigelser med foreningens til enhver tid tilhørende formue. Det påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.(dette bliver til § 8 stk. 1). Den nye § 8 blev herefter godkendt. Michael Kofoed meddelte, at det var indlysende, at den gamle § 8 bliver til § 9 osv., og om nogen havde noget at indvende. Det var der ikke. (Se bilag på ovenstående to forslagsændringer nedenfor)
    Morten Fredericia: Kunne man ikke ændre udvisninger til 24 timer i stedet for samme dag(gammel § 10 nu § 11). Lidt debat om emnet, men vi bibeholder § ‘en, som den er.
  8. Michael Kofoed kunne meddele, at der var 11 stemmeberettigede. Der var ingen modkandidater til valget til bestyrelsen, og de tre på valg: Bo Kragh Larsen, John Mikkelsen og Mogens Høireby blev genvalgt. Ligeså blev bilagskontrollant Villy Nielsen genvalgt.
  9. Julefrokosten er aflyst grundet Coruna. Datoen for en generalforsamling er sat til 25. marts 2021, hvis vi kan få lokalet og sommerfest er sat til den 14. august 2021.
    Michael Kofoed meddelte, at Five-A-Siden afvikles 21. november og julestævnet lørdag den 12. december afhængig af antal tilmeldinger og Coruna-restriktioner. Indendørs starter i januar med afslutning lørdag/søndag den 6/7. februar også afhængig af tilmeldinger og Coruna-restriktioner.
    Ivan Holm skal i retten fredag den 13. november ang. voldssagen fra Erhvervsskole-stævnet i 2018, så den sag har været længe undervejs.(Voldssagen var ikke mod Ivan Holm, men mellem spillerne). Kampråbet afsluttede generalforsamlingen: Dommerklubben længe leve, hurra, hurra, hurra, F-U-D siger FUD. Michael kofoed takkede for god ro og orden, og afsluttede dermed generalforsamlingen.

Til FUD’s Generalforsamling for 2019

Onsdag d. 21.oktober 2020

Bestyrelsens skriftlige beretning.

Opgjort pr. 1/1 2020 har dommerklubben 37 medlemmer, hvoraf 28 er aktive og 9 er passive. Klubben tæller 5 æresmedlemmer (Niels-Erik Sørensen, Bent Ebbesen, Erik Gemmer, Gerner Elvensøe og Jens A. Kristensen).

Medlemstallet har i år været konstant. Bestyrelsen har dog ikke ændret ved den seneste beslutning om, at bestyrelsen vil vælge mellem dem, som ønsker at være medlemmer. Det skal forstås på denne måde: Bestyrelsen ønsker selvfølgelig at sænke vores gennemsnitsalder for de aktive, men da kampantallet falder hver eneste år, skal der ikke for mange ind, da de tildelte kampe derved ender med kun at blive hver 4. uge. Bestyrelsens ambition er at kunne tildele kampe til de aktive dommere med max. ca. 1½ uges mellemrum. Det skal dog bemærkes, at bestyrelsen arbejder på at inddrage nye yngre dommere, da kampfordeleren har forståelse for, at flere af de ældre dommere indenfor de kommende år stopper deres aktive karriere.

Svend Larsen blev kåret som årets dommer på sidste generalforsamling under stor applaus. Svend har stabilt igennem mange virket for FUD, hvor han har udført sin dommergerning uden de store problemer.

Efter sidst års generalforsamling blev Lars Preben og Søren pålagt at få opdateret vores hjemmeside www.f-u-d.dk med billeder. Men på grund af nogle tekniske problemer, som de ikke har fået løst, er de nu blevet enige om, at Lars Preben sender billederne til Søren, som opdaterer hjemmeside. Søren har en ambition om at få det gjort i løbet af foråret.

I samarbejde med FA Sport havde FUD indkøbt nyt dommertøj. Dette dommertøj er klubbens ejendom og udlånes vederlagsfrit til dommerne. Bestyrelse har derfor ønsket at indføre en tøj-politik. Denne tøj-politik beskriver, hvordan det udleverede dommertøj skal benyttes, og hvilke restriktioner, som bestyrelsen har besluttet, der skal falde. Politiken er ikke indført for at være restriktiv, men for at vi dels er ens klædt og dels repræsenterer dommerklubben ansigt udad til på en præsentabel måde.

I samme ombæring kan nævnes, at andre politiker med sanktioner er også blevet beskrevet, og alle politiker er lagt op på hjemmesiden.

Fra den kedelige front kan bestyrelse så konstatere, at der i 2019 ikke har været nødvendigt at indkræve gebyr for manglende afbud eller lign. Dette er en rar ting, som forhåbentlig er vedvarende.

Igen i år blev der afholdt julefrokost i lokalerne på Frederiksberg i februar måned. Udfaldet kunne have været bedre, og bestyrelsen har kraft debatteret, om denne begivenhed skal gentages. Kassereren har ihvertfald lovet, at alkoholprocent på øllene bliver mindre.

Årets sommerfest blev igen afholdt på restaurant, Den Hvide Hest, på bakken. Vi fik en god dag ud af det. Igen flot solskin uden at regnen blandede sig. Menuen var i år den store buffet med rigeligt udvalg at vælge mellem. Selv Mikkelsen fik mere end en fiskefilet. Igen i år var øl/vand-billetterne blevet afskaffet og erstattet med fri bar af øl, vin og vand. Dette for at gøre det nemmere for både os og personalet. Resultatet blev glade gæster, nemmere beværtning og en mere enkelt regning.

Til det indlagte amerikanske lotteri blev lodderne solgt med rimelig jævn fordeling. Alle lodderne blev solgt både på den kontant-metode og ved den nyere mobil Pay. John sørgede for, at gevinsterne blev fordelt, så kvaliteten på gevinsterne passede til modtageren. Efter spisning var der kaffe og lidt til ganen, inden vi blev flyttet tættere på udgangen, hvor der også blev serveret lidt vådt til ganen. Traditionen tro blev der serveret lidt flæsk, inden alle blev spredt, og festen sluttede.

Hvert år i november inviterer FSKBH’s fodboldudvalgt til stegt flæsk med persillesovs i år i Viften Rødovre for et lille beløb. Igen i år var stolene ved dommernes bord besat uden de store mangler. Bestyrelsen dækker selvfølgelig FSKBH’s opkrævning, men forbeholder sig ret til at opkræve beløbet hos dommere, som har tilmeldt sig, men som bliver væk uden afbud i rimelig tid.

FUD har i mange år givet en erkendtlighed, når et medlem runder et større antal fødselsdage. Igen i 2019 har der været nogle, som har rundet et antal fødselsdage, som vi fejrer: Morten Fredericia 60 år – Mogens Høireby & Johnny Madsen 75 år – Niels-Erik Sørensen 90 år

Og i 2020 inden generalforsamlingen: Brian Andersen 50 år - Steen Olesen 60 år – Niels Viuf 70 år -Erik Gemmer og John Mikkelsen 75 år

STORT TILLYKKE TIL ALLE.

Bestyrelsen modtog en kedelig meddelelse i september måned. Torben Ågerup var pludselig gået bort. Torben var en ihærdig dommer, som var på banen mange af ugens dage. Få dage inden hans død virkede han for FUD. Bestyrelsen har på FUD’s vegne sendt en buket til de efterladte. Ære være hans minde.

Opdelingen af kampfordelerposten mellem sommer og vinter fortsætter til som hidtil. Søren og Brian påsætter til kampene efter bedste evne og med meget få svipsere. Bestyrelsen har pålagt kampfordelerne at passe på dommerne. Det gøres, at ved stævner i videst muligt omfang bliver dommere kun tildelt ½-dag og dels få roteret mellem dommerne, så alle tildeles et passende kampantal til dommeren fysiske evner. Selvfølgelig vil der ske en ujævn kamppåsætning, da afbudskampe skal genbesættes, så derved vil der opstå en skæv fordeling.

Til sidst takker vi for godt samarbejde med Fodboldudvalget, FUD’s dommere, FA2000 og COOP

På bestyrelsens vegne

John Forchhammer

Kampfordelerinformation 2019

Så lykkedes det. 100 % dømte kampe af de kampe, som jeg blev tilsendt. STÆRKT GÅET ALLE SAMMEN.

SÅ ER JEG SGU MEGA STOLT AF JER. MANGE TAK FOR HJÆLPEN. Måske var der så lige en kamp, som ikke blev dømt, men skylden ligger hverken hos jer eller undertegnede.

I skrivende stund har jeg ikke overblik over den kommende sæson(9/2 2020), men der er vist i øjeblikket 30 færre seniorhold i forhold til sidste år, men håber, at det udligner sig lidt, når sæsonen starter.

I stedet for den sædvanlige statistik, så kommer der her en cirka oversigt over antallet af dommere, som vi har haft på banerne pr. sæson. Tallet er ikke 100 % korrekt, da jeg ikke har medtaget rækker, som er startet midt i en forårssæson/efterårssæson. Rækker, som er startet i foråret er dog medtaget i efteråret, men tallene er også bare ment som et billede over udviklingen, og der giver det et meget godt billede.

2014              2015              2016              2017              2018              2019   

644                613                497                494                415                441

I 2019 dømte vi 1 stævne for FA2000. Der er jo kun positive ting at sige om det stævne, godt arrangeret og god forplejning, kort sagt et hamrende godt og professionelt set up med styr på tingene. Carl Christian fra FA 2000 bliver heldigvis fast inventar til dette stævne, og det er jeg personlig glad for fremadrettet, da Carl Christian er en, som har rigtig godt styr på tingene. Et stævne, som blev meldt meget sent ud, da man havde mistet Niels Hald som sponsor. Heldigvis gik det hele alligevel, da en ny sponsor NOVI kom til. U13 drengene udgik, og det betød lige pludselig, at vi var for mange dommere. Nogle kom slet ikke i aktion, og andre havde ganske få timer. Som kampfordeler blev jeg selvfølgelig nødt til at justere, og et kritikpunkt var, at nogle af vores eksterne dommere havde et højere time-antal, og det står jeg gerne på mål for. Grunden til, at jeg traf den beslutning er: at FUD også fremadrettet vil få brug for disse dommere. Kritikken er måske heller ikke helt korrekt, da 2 ud af de 3 eksterne dommere kun dømte om søndagen, men okay. I 2020 skulle pigerne så komme med, og jeg tror det bliver et stort stævne, som dengang, hvor stævnet var størst(2016), næsten dobbelt så stort som i 2019.

Erhvervsskolestævnet, hvor der var vold, politi og ambulance til stede i 2018 blev ikke til noget i 2019, og spørgsmålet er vel også, at vi har svært ved at stille med nok ”pensionist-dommere”, da det bliver afholdt i arbejdstiden på en fredag. Ligeså er opførslen fra visse elementer sikkert skyld i, at stævneledelsen i FSKBH(Mette Juul) ikke mener, at det er besværet værd, men det er kun et gæt fra min side.

DTU Science Park afholdte også et lille Street-fodbold-stævne på asfalt, hvor vi havde 4 dommere ude den 23. august fra kl.14.00-18.00, og jeg kunne forstå, at nogle hold havde meldt afbud sent, og så lavede stævneledelsen hele programmet om på dagen, så man ikke kunne bruge app’en til resultat-indberetning, men det gik vist trods alt med lidt hiv og sving.

COOP har kun inden-dørs-SM nu, og jeg tvivler på, at de forsøger sig med et udendørs-SM igen.

FSKBH’s julestævne og Five A Side kører fortsat godt, dog uden, at jeg har sat mig nævneværdigt ind i dette, da Brian Andersen altid overtager kampfordelerposten, når udendørsturneringen er slut, og det samme gør sig gældende for indendørsstævnerne. Med hensyn til indendørsstævnerne vil FSKBH’s fodboldudvalg jo gerne have så mange hold med som muligt, hvilket er fuldt forståeligt, og derfor er det også først meget tæt på datoerne for stævnernes afholdelse, at Brian Andersen kan meddele de eksakte tider for stævnets afholdelse for stævnet til dommerne, og det står nu engang ikke til at ændre.

AB Tårnby fandt tilbuddet for dyrt, og fandt åbenbart en, som kunne tilbyde dommere for 100,00 kr. i timen, og det hverken vil eller kan jeg konkurrere med.

I dette år har jeg fået lov til at skaffe to nye dommere, hvis det kan lade sig gøre. Grunden til dette er skader hos nogle dommere, og desværre et dødsfald hos en meget aktiv dommer.

FUD vil fortsat følge alle nye dommere, unge som ældre, de første 3 kampdage.

En opfordring(krav) til alle dommere, så henvend jer til undertegnede, hvis man er ude for ubehagelige hold eller episoder. Ved hverken Michael Kofoed eller undertegnede noget, så er der ingen mulighed for at tage fat i disse hold. Find jer under ingen omstændigheder i vold eller trusler om vold.

Har man ligeledes behov for en erfaren dommer til at bedømme ens ”kampform” en aften, så sig endelig til.

Der gik rigtig lang tid inden vi fik en ny nøgle, og det skyldtes både misforståelser, forglemmelser fra drift-manden på Kløvermarken og undertegnedes ferier, men så skulle der også være tjek på proceduren, hvis det skulle ske igen, hvilket jeg selvfølgelig ikke håber.

I FUD er det sådan, at ingen tilbagemeldinger på tildelte kampe er lig med accept af disse, jer, som ikke har mailadresser må dog gerne lige ringe mig op, så jeg er 100 % sikker på, at man rent faktisk har modtaget disse, det gælder også, hvis fristen for modtagelsen af kampe er overskredet.

Til allersidst vil jeg gerne takke fodboldudvalget, her især Michael Kofoed og Kim Christensen for informationsstrømmen, så jeg hele tiden er opdateret i mit kampprogram, og selvfølgelig også mine bestyrelseskollegaer for et godt samarbejde. Tak til vores samarbejdspartnere fra COOP, FA2000, og FSKBH. Tak til alle aktive i FUD, som til hverdag gør en stor indsats ude på banerne og ved stævnerne.

Søren Tanggaard Holm

Referat af Generalforsamling 2019 afholdt i 2020

Forslag til lovændringer 2020

Del siden